Jeg skrev min første spilanmeldelse i december 2007, dengang skrev jeg om Assassin's Creed som jeg dengang ikke gav den bedste karakter, og trods mine manglende erfaringer som spilanmelder, mente jeg at jeg havde ramt plet mht. min karakter af spillet og mine argumentationer for den.
Det er 2 ½ år og 25 skrevne anmeldelser siden, nu er det blevet tid til at tage hul på det næste kapitel af Assassin's Creed's historie – og jeg håber så sandelig at efterfølgeren har udviklet sig i takt med tiden, ligeledes som mine skriveegenskaber formodentlig har det. Men nok smalltalk, lad os placere os på Animus' kolde overflade og dykke ind i fortidens mysterier, og se hvad Assassin's Creed 2 har at byde på.
Vi starter selvfølgelig hvor etteren slap, nemlig i form af Desmond Miles der er i færd med at flygte fra det bygningskompleks, hvor han var buret inde som en forsøgsrotte i et glasbur. Under konstant overvågning og uden nogen viden om hvad der foregik, skulle Desmond bruges til at opklare mysterier begravet dybt i fortiden. Men hvordan er det muligt? Fortid hører vel fortiden til, og den kan på ingen måder genopleves? Der tager man fejl, for hvis man er i besiddelse af en Animus maskine, så kan det meget nemt være muligt at genleve fortiden via. ens forfædres minder, der står skrevet dybt i ens DNA-kode. Det forholdte sig nemlig således, at virksomheden der huserede Desmond som ufrivillig gæst, var i besiddelse af en Animus.
Hvad der gjorde Desmond Miles så speciel i Assassin's Creed kan jeg ikke huske, ikke fordi han ikke virkede som en spændende karakter, men fordi historien og plottet blev så kedeligt fortalt, at man efter 5 minutters kedelig dialog tog sig selv i at sidde og pille navle, i stedet for at følge med i hvad der egentlig blev snakket om i spillet. Der var ingen forklaring på noget som helst, ingen hints og intet kød på historien som sådan – kun en masse mystik, men ingen opklaring – og jeg sad da og lignede et kæmpe stort ”?”, da endcredits'ne rullede ned over skærmen. Jeg sad og tænkte ”hvad er der sket i de 11 timer af spillet” og helt ærlig, så vidste jeg det ikke – så jeg tjekkede wikipedia og det var først der at det gik op for mig, hvad spillet sådan i det store hele handlede om – nemlig ikke en flyvende fuck. Assassin's Creed havde alligevel sin charme, og historien var tildels spændende, men at efterlade os spillere med så stor en cliffhanger, var et tarveligt træk af Ubisoft Montreal. Heldigvis er vi nu på flugt fra etteren - så lad os tage benene på nakken og flygte mens der stadig er tid!
Og det er netop det vi gør. Vi løber igennem bygningskomplekset, sammen med den smukke forskerinde Lucy Stillman fra etteren. Lucy guider os igennem korridorerne og hen til en elevator der fører os ned i en undergrundsgarage, men inden vi når så langt får vi et glimt af et rum, der rummer over hundredvis af Animus maskiner – hvad foregår der her, hvorfor er der så mange maskiner og hvem er bagmændende for dette foretagende? Inden vi når at få svar på nogen spørgsmål, er vi allerede på vej ud af bygningen og på vej til en hemmelig destination, nemlig til et varehus hvor vi møder nogle af Lucy Stillman's bekendskaber. Det viser sig at de er i besiddelse af deres helt egen Animus - og inden vi ser os om, så er vi plugged-in and ready to go ... men noget er anderledes.
Det er her den væsentligste forskel fra Assassin's Creed træder i kraft, for i stedet at spille som Al-taïr fra etteren, spiller man nu som italienske Ezio fra Firenze. Det forholder sig nemlig sådan at Assassin's Creed 2 foregår under renæssancen i 1700 tallet, og ikke under tempelridderordenes 3. korstog i 1100 tallet, som i det første Assassin's Creed. Ezio er rigmandssøn, der lever livet som ung playboy, han er utrolig grøn bag ørene og han har mere travlt med byens piger, end med familiens foretagende. Pludselig en dag kommer Ezio's familie ud for problemer og han bliver nødt til at tage affære, han bliver derfra kastet ud i et eventyr der koster ham dyrt, men som også langsomt vil forvandle ham til en livsensfarlig dræbermaskine, nemlig en vaskeægte "assassin".
Gameplayet er meget lig det fra det første Assassin's Creed, det handler igen om at man skal likvidere nogle bestemte mål, men til forskel fra etteren, er det nu blevet muligt at gøre brug af flere forskellige indgangsvinkler, hvorimod foregængeren faktisk kun gjorde brug af en metode. Dette er selvfølgelig med til at skabe variation, når man er i gang med en mission og det er rart at Ubisoft Montreal har lyttet til fanbasen, med netop dette kritikpunkt af etteren. Men ellers handler det igen om at klatre og hoppe fra hustage, at klare sidemisioner, løbe ærinder for andre og skride fremad med hovedmissionen – men det tager sin tid. Ikke at det gør så meget, men jeg følte at jeg sad og spillede et GTA spil midt under renæssancen, og det er ikke det jeg forventer mig af et action-adventure.
Selvfølgelig er Assassin's Creed 2 et sandkasse spil, men der måtte gerne være mere ved det. Jeg havde ventet mig fede cutscenes, der fortalte historien, i stedet for at fortælle den igennem middelmodig in-game grafik og røvkedelige dialoger - her skuffer Ubisoft Montreal sgu igen.
